Hvordan levede man egentlig i Danmark mellem vikinger og riddere? På Ulvsborg kan I selv komme helt tæt på livet i brydningstiden – omgivet af skov, enge og vandhuller, hvor fortiden vækkes til live midt i den danske natur. Smag mad tilberedt over åben ild, og oplev sværdkamp og bueskydning på forreste række, når Ulvsborgs beboere træner deres færdigheder. Den virkelighedstro stormandsgård er bygget for at give et autentisk indblik i livet, som det kunne have set ud for over 1000 år siden. Ulvsborg er også oplagt til både små og store arrangementer. Her kan du leje historiske bygninger og store udendørs arealer – og selv bestemme, hvor meget Ulvsborgs beboere skal bidrage med mad og underholdning. En enkelt dag i brydningstiden er selvfølgelig ikke nok. Derfor kan I også overnatte, som man gjorde i gamle dage. Der forberedes en alkove til jer, hvor I kan krybe i skjul efter en stemningsfuld aften omkring bålet med lege og historier. Næste morgen venter et historisk morgenmåltid. Vil I fordybe jer endnu mere, tilbyder Ulvsborg også et tre-dages ophold som middelalderfamilie – en helt særlig mulighed for at træde ind i historien og leve den for en stund.